Oversigt over kommende udstillinger

MED TRYK PÅ
HuskMitNavn / Grafik

6. februar - 19. oktober 2025

HuskMitNavn (f. 1975) arbejder i flere forskellige medier, både som billedkunstner og designer. Med baggrund som billedskolelærer begyndte han at lave graffiti i 1990'erne, men det var først i 2001, at han blev kendt under sit pseudonym HuskMitNavn.

Med sin karakteristiske stil og satiriske streg, der rummer tydelige referencer til populærkulturen, bruger HuskMitNavn sin kunst til at fortolke og afdække nye betydninger og muligheder i vores umiddelbare omgivelser. I hans persongalleri ses ofte marginaliserede eller mere oversete dele af befolkningen, på steder og i hverdagssituationer, som er en del af vores fælles virkelighed. Eksempelvis ses andengenerations indvandrerdrenge på deres tunge knallerter, den forhutlede posedame, den pumpede bodybuilder eller den enlige pensionist. Derfor står HuskMitNavn, med god grund, også bag en lang række af de meget afholdte udsmykninger, vi ser i det offentlige rum.

I udstillingen udfoldes HuskMitNavns mangeårige og omfattende arbejde med det grafiske medie. Særligt har han arbejdet med litografiet og serigrafiet, som er teknikker, der passer godt til hans kunstneriske udtryk, men han har også udført værker i træsnit, som man kan opleve på udstillingen.

Det maleriske i kobbertrykket
Dybtryk/ Forskellige kunstnere

26. marts – 22. juni 2025

I samarbejde med kobbertrykværkstedet Printer’s Proof præsenteres seks danske og internationale kunstneres arbejde med det maleriske i kobbertrykket. Fælles for alle kunstnerne - Ruth Campau (f. 1955 DK), Julie Sass (f. 1971 DK), Erin Lawlor (f. 1969 UK), Liat Yossifor (f. 1974 USA), Agathe de Bailliencourt (f. 1974 FR) og Birk Bjørlo (f. 1986 NO) – er at de ikke tidligere har gjort sig erfaringer med kobbertrykket, hvilket har givet dem frihed til at udforske og eksperimentere med mediet i samarbejde med Printer’s Proof. De er alle malere, og har meget forskellige tilgange til maleriet. I mødet med grafikken og udforskningerne af dybtrykket har de genopfundet deres kunstneriske udtryk generelt. 

Printer’s Proof er både værksted, forlag og galleri. Det er grundlagt af masterprinter Kell Johan Frimor og kunsthistoriker Olga Zolin. Alle værkerne i udstillingen er venligst udlånt af værkstedet.

Det Japanske kim
Finn Naur Petersen

25. juni – 19. oktober 2025 

Billedkunstner og Lektor på Kunstakademiets Grafiske Skole, Finn Naur Petersen (f. 1954), har igennem hele sit virke arbejdet ud fra et særligt passioneret blik på begrebet vækst. Kombinationen af dette og hans optagethed af Orienten, særligt den japanske grafik, har han udforsket og raffineret til det ypperste i udstillingen Det Japanske kim, der bygger på forskningsprojekt fra 2024 af samme navn.

Med afsæt i floraen har han foretaget en billedkunstnerisk undersøgelse, hvis mål, foruden at skabe selve værkerne, også har været at etablere en helt ny forskningsafdeling med fokus på Orientens trykmetoder på Kunstakademiets Grafiske Laboratorium. I udstillingen kan man opleve den grafiske serie, der kom ud af projektet, hvor Finn Naur Petersen har arbejdet med fotogravure, træsnit og litografi og i flere tilfælde kombineret teknikkerne i værkerne.