Forløb for børnehaver
BESØG AMAGERKATTEN
Amagerkatten er Kastrupgårdsamlingens legeskulptur. Den er både sød og mystisk og sidder på en høj foran museet. Rundt omkring på Kastrupgårdsamlingen har der gemt sig mus af bronze og potespor, som den gerne vil have hjælp til at fange. Amagerkatten er et moderne samtidskunstværk skabt af kunstneren Camilla Thorup. Det rummer mange fortællinger om katte, dyr, liv og død og man kan snakke om størrelser og materialer. Den er et kunstværk man må lege med, røre ved, klappe og klatre på.
Hvis man booker et besøg med Amagerkatten møder børnene museets underviser ved katten, hvor de vil lege og undersøge den sammen. De vil få fortalt historien om Amagerkatten, som er en ganske særlig kat, der slap ud af en fastelavnstønde for mange år siden. Dernæst skal de på skattejagt efter de mange mus og potespor og lege lege i det nye tingsted, som er etableret bag museet og som også er en del af kunstværket.
Hele forløbet tager godt 45 min - 1 time, men man er velkommen til at blive og lege på katten, når forløbet er forbi.
VÆRKSTEDSFORLØB FOR DE MINDSTE
Vi tager en hyggelig tur rundt på museet og taler om forskellige billeder. I værkstedet skal vi arbejde med monotypi, som er en grafisk teknik, der egner sig vældig godt til små børn.
Forløbet tager cirka halvanden time. Børnene er velkomne til at spise madpakker i museets billedværksted efter undervisningen.